Se hvordan du bedst plejer og vedligeholder dine møbler

Stofmøbler ...

Pleje og vedligeholdelse af polstermøbler

Polstermøbler er paraplyen over varetyper som sofaer, lænestole, hvilestole, senge, visse spisebordsstole, el.lign. varer som er polstret med hhv. skum, fjedre eller fibervat. Dette indslag kan også være interessant ift. spisebordsstolene m.m., som ikke er polstret med skum, fjedre eller fibervat, men alligevel har et betræk som skal vedligeholdes og plejes.


Betræk

I forbindelse med vedligeholdelse og pleje af dine polstrede møbler er det vigtigt, at du kender typen på betrækket. Dette er en afgørende faktor for produktets slidstyrke og levetid.

I grove træk kan vi hos Møbelkompagniet inddele vores polstermøbler i: 

  • Syntetisk betræk (mikrofiber, velour, polyester)
  • Ægte læder (se afsnit om vedligeholdelse og pleje)
  • Kunstlæder/læderlook
  • Uld


Generelt set kan betræk som uld og syntetiske fibre vedligeholdes og rengøres på to forskellige måder, som beskrevet nedenfor.


Vi anbefaler til enhver tid at benytte forebyggende plejeprodukter på møbler for at beskytte møblet bedst muligt. Her er der oftest tale om en nano- eller imprægneringsspray, som dækker betrækket og gør det både delvist smuds- og vandafvisende. 

Desuden gør det det nemmere at fjerne pletter og snavs, da det aldrig binder i betrækket, men derimod lægger sig på overfladen af imprægneringen.

Vi anbefaler at benytte imprægnering eller nanospray, der er tiltænkt møbler, samt at  dette påføres hver 6. eller 12. måned, alt efter hvor meget møblet benyttes. 

Kontakt os, før du påfører imprægnering eller lignende produkter, hvis der opstår tvivl om anvendelse.


Har møblet et betræk i en mørkere nuance og en smule melering i vævningen, kan de fleste pletter fjernes ved hjælp af en tekstilrens, der er tiltænkt møbler. Er der derimod tale om en lysere, ensfarvet overflade, er det næsten umuligt at fjerne aggressive pletter som f.eks. rødvin.


Syntetiske fibre

Syntetiske fibre omfatter materialer som mikrofiber, velour og polyester. Fællesnævneren for disse er en rigtig god pris i forhold til stoffets slidstyrke. Størstedelen af vores stofsofaer findes i henholdsvis polyester, velour eller mikrofiber.

Der kan forekomme peeling på polyesterbetræk, hvilket er naturligt og nemt kan fjernes ved hjælp af en tekstilshaver. Kontakt Møbelkompagniet for yderligere instruktioner og vejledning.

Det er vigtigt at nævne, at ikke alt betræk er vaskbart. Kontakt derfor Møbelkompagniet, hvis du er i tvivl, inden du vasker dit betræk.


Kunstlæder/læderlook

Kunstlæder/læderlook er en syntetisk, læderlignende overflade, som kan være behandlet på forskellige måder. Der kan være tale om fuldsyntetisk materiale, som indeholder 0 % læder, eller delsyntetisk, hvor der er blandet en læderspalt med 5–85 % læderindhold i betrækket. Dette giver nogle af ægte læders karakteristika - men at forveksle det med ægte læder vil dog være en lodret løgn.

Fælles for alt kunstlæder er, at det ikke kan plejes, og det må kun vedligeholdes med kunstlædersæbe eller lunkent vand. Det skyldes, at overfladen er udført i et oliemateriale, hvor en sæbeopløsning med tiden vil ødelægge den. Overfladen tåler desuden ikke ekstrem varme, da den i så fald kan risikere at smelte.


Uld

Uld er et naturligt materiale og er både smudsafvisende og elastisk. Det er vigtigt at være opmærksom på, at uld i begyndelsen ofte indeholder overskudsfibre, som frigives - dette er helt almindeligt.

Der kan forekomme peeling på uldbetræk, dette er naturligt og kan nemt fjernes. Kontakt Møbelkompagniet for instruktioner og vejledning herom.

Polstermøbler ...

Polstring

Sofaer, lænestole m.m. polstres forskelligt afhængigt af formål og komfort. De mest kendte polstringsmaterialer er pocket- eller bonellfjedring, PU-skum, koldskum og fibervat. Fællesnævneren for alle polstermaterialer er, at de ændres i forbindelse med brug.

Af den grund anbefaler vi, at du jævnligt flytter rundt på hynderne i ryg og sæde samt sidder forskellige steder i sofaen. På den måde sikrer man, at hele sofaen bliver sat til og ikke kun yndlingshjørnet.

Polstermateriale kan som udgangspunkt ikke vedligeholdes. Derfor anbefaler vi, at man på stofsofaer støvsuger hynderne for at rengøre sofaen. Det er vigtigt at nævne, at støvsugning skal ske med lav styrke og føres i samme retning hen over stoffet.

Træmøbler ...

Pleje og vedligeholdelse af træmøbler/plademøbler

Både massive og finerede møbler er produkter af naturen. I modsætning til kunstmaterialer kræver sådanne møbler pleje og vedligeholdelse for at opretholde deres angivne levetid samt for at undgå fejl eller farveforskelle.

Da træet er et naturligt materiale, sker det ofte, at ellers identisk byggede møbler næsten aldrig ligner hinanden. Dette kan skyldes forskelle i farven på træet, anden årestruktur, naturlige revner eller knaster. Det er vigtigt at forstå, at disse ikke betragtes som fejl, men som en naturlig udvikling i træet.

En knast er eksempelvis det sted, hvor en gren naturligt er vokset ud fra stammen, ligesom forskelle i farven kan skyldes forskellig eksponering for lys og mørke.


Uanset om møblet er massivt eller fineret, er det vigtigt, at indeklimaet er tilpasset det sted, hvor møblerne er tiltænkt. Her er særligt temperatur og fugtighed vigtige faktorer.


Omgivelserne for træmøbler

Massive og finerede møbler har bedst af at stå i rum med et stabilt indeklima, da træ stadig reagerer på ændringer i luftfugtighed og temperatur, også efter det er fældet.

Møbeltørret træ er oftest produceret efter forskellige standarder, alt efter hvor i verden møblet er tiltænkt benyttet, da ovntørringen af træet skal sikre, at træets vandprocent og densitet matcher omgivelserne.


I Danmark har vi ikke forskelligt klima i nord og syd, men skulle vi få den idé at flytte til varmere himmelstrøg og medbringe vores træmøbel, vil der være en væsentlig risiko for, at bordplader kan begynde at bue, eller at limninger går op, da træet er tørret til det nordiske indeklima.

Det almindelige indeklima i Danmark er ca. 20 °C med en luftfugtighed omkring 50 %. Der er dog forskel på både temperatur og luftfugtighed, alt efter om det er sommer eller vinter. I de varme perioder med høj luftfugtighed udvider træet sig – og omvendt trækker det sig sammen i de kolde perioder med lav luftfugtighed. Det kan medføre, at overfladen bliver ru, buet eller får små åbninger i træet langs med årene. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en defekt ved møblet – det er sådan, massive træmøbler naturligt reagerer.

Svingningerne i klimaet kan derfor medføre, at der opstår en mindre forskel i bredden mellem bord og tillægsplade. Ligeledes kan gab mellem låger eller skuffefronter i skænke, vitriner og lignende variere og være forskellige.


For at give træet de bedste betingelser for at 'arbejde', anbefaler vi, at du jævnligt behandler dit massive træ, så det ikke tørrer ud. Som udgangspunkt anbefaler vi behandling hver 2. til 3. måned, men følg altid fabrikantens forskrifter. Stil aldrig møblet tæt på en varmekilde, som fx en radiator eller brændeovn, da dette kan få træet til at revne.


Opbevaring

I forbindelse med flytning eller lignende kan det være nødvendigt at opbevare sine møbler et andet sted i kortere eller længere perioder. Det er meget vigtigt, at møblerne opbevares med hensyn til både temperatur og luftfugtighed.

Vi fraråder at opbevare møblerne i en kold lagerhal, et uopvarmet sommerhus, en uisoleret garage eller lignende, da der er en væsentlig risiko for, at træet trækker sig så voldsomt, at en eventuel bordplade buer eller slipper i limningen.

Vi anbefaler, at møblerne opbevares under forhold svarende til almindeligt dansk indeklima, altså ca. 20 °C og en luftfugtighed omkring 50 %.


Oliering

I løbet af et træmøbels levetid er det vigtigt at holde overfladen mættet – uanset om det sker med olie eller sæbebehandling. Dette er nødvendigt for at undgå ringe fra glas, varme kopper eller lignende.

Vi anbefaler naturligvis altid at bruge bordskånere på træmøbler, da det helt forhindrer kontakt med overfladen. Vejledningen i forhold til vedligeholdelse kan afhænge af træsort, overfladebehandling og møbeltype. Derfor anbefaler vi, at du henvender dig i et af vores showrooms eller til kundeservice for korrekt vejledning. 

Skulle uheldet være ude, og dit møbel får nogle trælse pletter eller mærker, kan du på massive træmøbler slibe overfladen og derefter påføre en ny overfladebehandling f.eks. olie eller sæbe. Her er det dog meget vigtigt, at du ved, om dine møbler er massive eller fineret. Hvis man sliber i et fineret møbel, risikerer man i 9 ud af 10 tilfælde at slibe ned til kernematerialet, som oftest er spånplade eller MDF. Er du i tvivl, er du altid velkommen til at spørge os hos Møbelkompagniet.

Lædermøbler ...

Pleje og vedligeholdelse af lædermøbler

Fordelen ved læder er, at det er let at holde. Det kræver meget lidt vedligeholdelse og pleje, men for at opretholde den angivne levetid anbefales det, at lædermøbler vedligeholdes og plejes løbende.


Vi anbefaler, at man 2-4 gange årligt renser læderet med lædersæbe og derefter påfører lædercreme (følg anvisningerne for det pågældende produkt). Til daglig pleje anbefaler vi blot en opvredet, blød klud i rent vand – helst kalkfrit, hvis muligt.


Det er vigtigt at pointere, at ægte læder er et naturmateriale. Garvning, struktur og overflade følelse vil derfor næsten aldrig være helt ens fra ét stykke læder til et andet. Dette afhænger af flere faktorer, for eksempel hvor på dyret læderet stammer fra, og om det kommer fra en bøffel eller en okse.


Godt at vide:

  • Helt nye lædermøbler anbefales overfladebehandlet med lædercreme
  • Fjern pletter hurtigt, da de ellers kan sætte sig permanent
  • Brug aldrig fedtopløsende rengøringsmidler på læder
  • Læder kan tage imod overskudsfarve fra uvaskede pyntepuder eller tøj
  • Beskyt læder mod stærk varme, kulde og direkte sollys
  • Sved fra personer, der indtager visse typer hjertemedicin, kan efterlade skjolder
  • Hold om muligt lædermøbler væk fra brændeovne, radiatorer og vinduer
  • Fedtede fingre, tøj eller mad kan efterlade fedtpletter på sofaen, som kun bør fjernes med et specialrensemiddel egnet til læder